“Mountain Chicken” og “Sea Fish” – Turen gaar til Vietnam! - Fra November

Vores lille ADDA delegation bestaaende af John Wihallah fra NADO, Stine og mig selv (Henrik), startede i Dar es Salaam lørdag den 31. Oktober. Vi var paa vej til Julius Nyerere lufthavnen med vores normalle taxi chauffoer, Hamadi, som fortalte en historie om en tysker som i loebet af en uge var fraroevet alt bortset fra hans pas og flybillet. I loebet af en uge havde han vaeret ude for bil ulykke, glemt sin taske i en taxi, og den sidste dag i Dar taget paa et hotel med swimming pool for at slappe lidt af foer afrejsen, da han pludselig ikke kunne finde sine ejendele som laa ved poolen og havde kun de badebukser han havde paa. Hotellet soergede i det mindste for at han blev paaklaedt og betalte hans taxi saa han kunne komme tilbage efter sit pas og billetter inden han skulle afsted. Sikke et minde fra Tanzania!

Vores tur har indtil videre ikke vaeret uheldig, men moedet med en anden kultur og endda have en Tanzanianer med til Vietnam har givet os nogle sjove og rigtig spaendende oplevelser. Fra Julius Nyerere lufthavnen tog vi videre til Addis Ababa i Ethiopien, hvor vi havde en forsinket mellemlanding inden vi over natten fløj til Bangkok i Thailand. I lufthavnen havde vi mulighed for at snuse til at de vestlige fornoejelser som ikke er saa let tilgaengelige i Tanzania. John fik sit foerste burger maaltid paa Burger King. Dette var ikke det eneste nye mad bekendtskab som John og vi andre skulle stifte bekendtskab med de kommende ti dage. Efter et par timers aflapning kunne vi saa stige paa flyet til Hanoi i Vietnam.

Vi blev moedt af ADDA chauffoeren Toung som uden nogen problemer kunne spotte os, da John nok var den eneste Afrikaner i lufthavnen og maaske den eneste i hele nord Vietnam. Paa grund af Dronning Magretes besoeg var der masser af danske forretningsfolk og andre med tilknytning til det kongelige besoeg som ogsaa inkluderede kronprinse-parret. I denne omgang kom vi ikke til middag med de royale, men det gjorde ADDAs formand Søren som vi moedte senere i Dien Bien.

Den anden dag blev vi koert cirka en times koersel fra Hanoi til en landbrugsskole som staar for ADDAs traening af traenere i Vietnam. Vi fik lejlighed til at moede Hung som skal med til Tanzania samt at faa informationer og stille relevante spoergsmaal angaaende opstarten af projektet i Njombe. Vi fandt hurtigt ud af – og kunne se – at Vietnamesere er hurtige og effektive. Vi kom nogenlunde hurtigt gennem moedet og ekskursionen til deres traenings- og forsoegs skole og kunne hurtigt laere mere omkring deres gaestfrihed. VI ankom til vores foerste besoeg paa en lokal restaurant, hvor vi ogsaa skulle have en hurtig indlaering af skik og brug i Vietnam. Efter en stoerre invadering af sticky rice, suppe, og koed af forskellig art kom ”medicinen” på bordet. Vietnamesiere har et noget forhutlet forhold til alkohol set udfra en Tanzanianers og endda en danskers synspunkt. De smaa gibbernappere kom vaeltende i uanede maengder for hvergang en af de ovennaevnte retter kom paa bordet eller naar vores værter skulle vise hvor velkomne vi var. For en afholdsmand som John Wihallah var de foerste drinks, lige som os andre, svaere at faa presset ned, men efterhaanden blev det lettere og lettere og set i lyset af at vi egentligt ikke rigtigt vidste hvor mange og hvor staerk ”medicinen” var. John begyndt langsomt at faa smag for skaaleriet og med en lille pind i oeret og feststemte vietnamesere, danskere og en enkelt tanzanianer kunne vi ligesaa godt have forsat. I stedet for fik en lille rundtur i restaurantens hjemmebryggeri, hvor isaer John fik sig noget af et chok da han saa forskellige firben og andre krybdyr lagret i flaskerne som vi netop havde siddet og drukket af. Vietnameserne havde et ordsprog som vi senere ogsaa blev stiftet bekendskab med i de nordlige provinser: GOOD FOR MEN - MAKE WOMAN HAPPY!

Til gengaeld fik vi en god to-dags koeretur via Song La til Dien Bien. I Song La fik vi mulighed at hilse paa den lokale bonde-organisations-representant som ogsaa skulle byde os velkommen paa den Vietnamesiske facon. Denne gang var vi forberedt og han stak af efter John skaalede i den ottende flaske banan-vin.
Turen nordpaa var praeget af smalle bjerg veje som snoede sig forbi smaa landsbyer med med mindre landbrug. Vi stoppede til frokost i en Thai landsby som udgoer de etniske minoriteter i den nordlige del af Vietnam . Her finder man "black", "white" og mange andre grupper af "Thai" som i sin tid, underligt nok, ikke kom fra Thailand men fra den sydlige del af Kina som de var blevet udstoedt af.
Videre paa vores tur kom vi forbi et lille "supermarked" hvor man selvfoelgelig kunne faa kobra slanger lagret i den famoese vin. Efter vi havde proevet deres skoenne lokale yogurt og honning fra bjergene, samt den obligatoriske groenne the gik turen videre til Dien Bien.

Dien Bien er en af de historiske vigtigste byer i den nordlige del af Vietnam. Paa vejen op nordpaa finder man et utal af statuer fra krigen mod Frankrig som led store nederlag til det kommunistiske nord Vietnam. Det var lige foer tiden med USA som tog over i det pro-vestlige sydlige del af landet. Det var i denne periode Ho Chi Mihn blev beroemt, men han doede kort foer Amerikanerne trak sig ud og den nordlige del overtog hele Vietnam og blev kommunistisk. Lidt underligt da han havde vaeret revolutionaer i naesten hele sit liv med afstikkere til Frankrig og Kina, men han skulle ikke opleve den dag som han havde brugt hele sit liv paa at naa.
Dien Bien var der hvor Franskmaendende faldt afgoerende og hvor de overgav sig. Byen har stadig de gamle forsvarsvaerk og egentligt vil jeg skyde paa det ligner sig selv. Den er forholdsvis stor, men ikke mange turister, og de omkransende marker er fertile og groenne. Efter sigende er det et resultat af alle de faldende soldater som den dag i dag goeder markerne og Dien Bien et produktivt landbrugsomraade. Lad os haabe det kun er Vietnamesisk sort humor, men maden smagte nu godt!.

I omraadet fik vi mulighed for at besoege ADDA projekterne og de grupper som er formet af boender af de etniske Thai minoriteter. Det var meget spaendende at se hvordan vores projekt helst skal se ud om nogle aar og hvilke krav der skal stilles til vores Tanzanianske traenere. Vi fik set nogle undervisnings situationer, mark forsoeg, samt gruppernes egne initativer saasom svine-, kyllinge-, og gronetsagsproduktion.
Ud over det faglige skulle selvfoelgelig i gennem de normale ritualer som vi havde stiftet bekendskab med i Hanoi. Det var ikke hverdag at en sort tanzanianer kom forbi de vaevre smaa thai-folk og da musikken spillede skulle alle damerne da ogsaa danse med John. I takt med risvinen blev konsumeret i rigelige maengder kom der flere sjove billeder og smaa film klip med John blive fodret med mad og vin. Dette scenarie stod paa i fire stive dage, morgen, middag og aften. Det mest pudsige var at om dagen kunne vi pludselig vaere til en - udefra set - spontant kreeret fest hvor de paa et oejeblik kunne sidde og deltage i deres undervisning som om ingen ting var haendt. Og der stod vi med risvin og forbavset mine.

Det var nu ikke kun ris vinen som fik John kigge nervoest. Vietnamere er kendt for at spise alt - og John havde hoert alle rygterne om hund, slange og alt muligt som ikke kunne taenkes at blive spist af en Tanzaniansk bonde. Vi blev hurtigt enige om ikke at spoerge for meget ind til det, da vi hver gang blev "spist af med" underlige udtryk som "seafish" og "mountain chicken", hvilket fik sjove forestillinger til at forme sig. Det eneste jeg med sikkerhed kan sige jeg spiste som var af special karakter var et naesten udruget andeaeg som var kogt og fortaerret med friske krydderurter og soyasovs. Det smagte meget godt, men saadan oplevelser har det med ulme i munden paa en sjov maade pga vi ikke spiser saadan i vores kultur.

Vi afsluttede vores fantastiske Vietnam tur i Halong Bay som er det syvende vidunder i verden. Selvom der er for mange turister var det paa alle maader en stor oplevelse for os og isaer John som sjaeldent har oplevet noget ligende og syntes at virkeligt at nyde denne lille adspredelse.
Det blev en overnatning paa vandet og naeste to hele dage til at opleve de speciele huler hvor krigshelte og oproerer har opereret fra siden tidernes morgen. Vi fik koebt friske sjove krebse dyr som vi spiste paa baaden og som havde en skal som de drage unger som halong bay efter sigende skulle vaere boernehave for.

De to ferie dage blev afsluttet med shopping i Hanoi, hvor man jo kan faa alt hvad som er muligt i denne verden. Efter en halv dags power shopping tog vi flyet til Bangkok hvor vores fly var forsinket og vi blev noed til at overnatte og det samme var tilfaeldet i Addis hvor vi  kom for sent pga vores forsinkelse i Bangkok.

Vi ankom til Dar et par dage forsinket med tre Vietnamesiske traenere som skal hjealpe projektet i gang. De to er paa nuvaerende tidspunkt vendt tilbage til Vietnam og Hung er den eneste som trofast kaemper videre med vores arbejdsplan som hele tiden ser bedre og bedre ud.
Vi er efterhaanden naaet fjorten dage ind i projektet og kun med en lille juleferie er vi i fuld gang igen til april. Det er skoent at se at boenderne virkelig nyder udfordringen og kan se en mening med det hele. Vi haaber alle at projektet bliver en succes, men det maa tiden jo vise!

Tak for nu - og paa genhoer!

Henrik