Et aar i Tanzania!

Kaere allesammen,

Det er efterhaanden langt tid siden jeg har faaet skrevet og opdateret bloggen om vores hverdag i Njombe. Mange ting er sket og det har vaeret et haardt presset foraar.
Mine foraeldre er netop paa besoeg og klarede den lange rejse fra Koebenhavn rigtigt godt. Vi har allerede set det meste af Dar Es Salaam, besoegt min kollega i Morogore, koert igennem Mikumi national park, og oplevet meget af vores hverdag i Njombe paa godt og ondt - det kommer jeg tilbage til.

Foraaret har staaet i det "nye hus" tegn. Vi er flyttet ind og kommet godt paa plads, men det har taget tid at faa haandvaerkerne i sving (nok det samme problem over alt i verden) og faa TANWATT til at opfylde renoveringen af huset. Det naermer sig snart en faerdiggoerelse og vi haaber paa snart at kunne nyde en periode uden de mange mennesker som rumsterer omkring huset.

En af de store problemer for tiden er at Meffi og Bobbi er i loebetid og til tider 4-5 han-hunde loeber rundt og hyler om natten. Vi har vidnet at de allerede er blevet parret og nu frygter vi at 20 hundehvalpe vil saette gang i huset om smaa fem maaneders tid - det vaerste er nok at de selvfoelgelig har valgt at parre sig med en gammel blind, doev og halt lokal hund!
Indtil videre har vi faaet bygget en stor hunde gaard, men det ser ud til at Meffi hele tiden finder en vej ud og i loebet af dagen staar alle hundene uden for indhegningen, hvor der ofte er et stort hul som de paa en eller anden maade har faaet faaet bidt sig igennem.

Vores resterende aender har det godt efter at de fleste voksne dyr blev aedt af vilde hunde, men til gengaeld har vi faaet aellinger. Takket vaere en rugemaskine jeg har laant af en svensk kammerat som for tiden er i Sverige. Fire kyllinger er ogsaa blevet udrugget og nu vil alle have en dyr incubator fra Europa tilsendt - isaer de lokale!

Vi har faaet tilgang af flere dyr og mens mine foraeldrer er her har vi faaet tilgang af det laenge ventet kid fra Lilly. Det blev et koent lille bukke-kid som mest ligner moren med en hvid blis og creme farvet pels. Derudover fik jeg koebt en tyre-kalv og nu kan vi faa slaaet graesset naesten uden menneske hjaelp.

For tiden er der en masse mennesker som ender deres kontrakter og er paa vej til deres respektive lande. John og Marjolaine (Holland), som vi har set rigtigt meget, er netop taget afsted og vi fik holdt en god farvel fest for dem. Vi var samlet til en god omgang grill og kolde oel. Desvaerre er det saadan at folk ofte er paa relativt set korttids kontrakter, hvilket er aergeligt naar man selvfoelgelig knytter nogle baand naar man er saa faa her i Njombe. Derudover er der et andet par (hollaender og amerikaner) som tager tilbage til Alaska.Nu bliver det spaendende at se hvem kommer og om det er nogen man kan sammen med.

Vi har faaet oplevet en masse mens Peer og Bente (far og mor) har vaeret her. De fik mulighed for at moede de fleste til grill festen, men vi har ogsaa vaeret i Kibena Club og paa rosen farmen og besoege Bruce og Diana. Vi har ikke vaeret mange andre steder, da vejene ikke er saa gode og lidt haarde at koere naar man ikke er vandt til det. Saa det meste tid er gaaet rundt om hus og have, samt paa markedet i byen, hvor Peer (farmand) har faaet japanerne til at ligne tene amatoer fotografer. Glaed jer til billederne.
Desvaerre har der ogsaa vaeret nogle faa uheld nogle som er uheldige og et som var en skraekkelig oplevelse. Vi kom fra rosen farmen og var paa vej hjem, da vi koerte gennem Njombe by og denne flok drenge loeb ud foran bilen. En af drengene blev ramt og vi kan prise os lykkelige for at jeg koerte saa langsomt som jeg gjorde for ellers kunne det vaere endt fatalt. Drengen fik kun skrammer da han ramte asfalten. Jeg naaede at trykke paa bremsen saa han kun fik stoedet og blev slynget en smule tilbage og altsaa fik nogle skrammer paa asfalten.
Efter en hulens tumult hvor laerene til disse boern stod og hylede og graed - eller rent ud sagt piskede en stemning op og uden skaenke drengen en tanke - kom en mand ved navn Mario som haved vaeret vidne til det hele (nu SUPER MARIO) og tog drengen ind i bilen. Vi skyndte os til hospitalet for at se om der var noget i vejen. Heldigvis var det som antaget kun skraemmer og selvfoelgelig et kaempe chok for os allesammen.

Efter de efterfoelgende reporterings-ture til hospitalet og til politiet kunne vi saa tage hjem - Og SIKKE EN DAG! Det skulle blive vaerre for dagen efter skulle jeg tilbage efter mit koerekort som traffik politiet have opbevaret, som en procedure foranstaltning, satte bilen ud efter at vaeret halvvejs til politiet. Det skulle vise sig at vaere taendingen og moteren som det var galt med og altsaa en stoerre reperation og som nu har staaet paa i mere end een uge. Vi fik kaldt mekanikeren, en taxi og fik bilen i garage og besoegt drengen paa hospitalet (24 timers indlaeggelse ved traffik ulykker) og efter hos politiet hvor de sidste detaljer kom paa plads. Sikke en ubehagelig oplevelse for os allesammen, men jeg (vi) er over lykkelige for at ikke mere skete!

Jeg vender snart tilbage med flere (forhaabentligt possitive) oplevelser snarest, men det ser udtil at elektriciten er gaaet - saadan er det jo her - lidt uforudsigligt!

Mange hilsner

Henrik